Aug 162013
 

Jeg fik en spændende opgave forleden, da jeg blev kaldt ud til et gymnasium hvor vi skulle se om tyskundervisningen, med to fjerne hold, kunne forbedres. Gymnasiet kunne ikke tilbyde tyskundervisningen som sådan, fordi antallet af interesserede elever var for lille. Men da tre gymnasier slog deres elever sammen, så gav det mening. De tre gymnasier var langt fra hinanden, og derfor var løsningen, at to timer skulle foregå ved hjælp af synkrone møder på computeren, og de to andre timer om ugen kunne foregå som coaching timer hvor eleverne udarbejdede opgaver, fik tilbagemeldinger på deres lektier, og øvede sig med mundtlige øvelser ved hjælp af en støtte lærer. På denne måde kunne økonomien løbe rundt, men var det optimalt fra et pædagogisk synspunkt?

Jeg fik lov at observere en time, og bemærkede et par ting:

Sjovt nok var det ikke en fordel at have elever i samme lokale som underviseren, fordi det krævede, at hun hele tiden skulle flytte sin opmærksomhed fra skærmen til menneskerne i lokalet og tilbage igen. Det vil have været nemmere med alle tre hold på computeren.

For at lette bredbåndforbindelsen (og formindske nødvendige abonnementer) havde de kun to forbindelser med de fjerne klasser, en i hver af de andre to skoler. Men det betød, at eleverne i de fjerne skoler ikke rigtig følte sig koblet til, fordi de blev behandlet som en gruppe, hvor det nemt kunne ske, at den enkelte ikke havde hovedtelefoner på, eller at den anden ikke kunne høre på deres maskine. Det betød også, at der altid var et langt interval, når den ene skulle sige noget, og den anden bagefter skulle overtage mikrofonen.

Så spørgsmålet var om det kunne gøres anderledes?

Min fornemmelse var at der skulle arbejdes mere med at hver enkelt elev følte sig som en del af klassen; som en helhed. Med 15 elever i alt, 7 i et lokal, 5 i det andet og 3 i underviserens lokale, er det mange at håndtere alligevel. Det ville hjælpe lidt, hvis hver enkelt elev kom ind i timen som et individ, frem for bare som en del af en af tre grupper. Det er fint for enegangmøder, hvor man skal høre oplæg, eller hvor en ekstern ekspert skal svare på gruppens spørgsmål, men for regelmæssigt undervisning skal man prøve at bygge et mere engageret forhold mellem eleverne.

Dvs. dette:

Online class

 

 

 

 

 

 

 

Frem for dette:
Skypeclass
Det ville være endnu bedre med en opsætning, som minder om Harkness Tables, som jeg lærte at kende for nyligt. Det viser sig, at Harkness bord, der blev opfundet tilbage i trediverne, førte til et højt engagement i klasselokalet. Det er når eleverne sidder rundt om et stort, ovalt bord. Det fungerer godt med op til 12 elever ad gangen (endnu et tegn på at 15 er for mange for synkront virtuelt undervisning). Der findes mange synkrone mødeværktøjer, og det som ligner Harkness bordopstillingen mest, er fra GoCast. Det kunne være et forsøg værd.
Det sidste jeg hørte fra den sammensatte klasse var, at den største gruppe havde fået lov til at få deres egen underviser, og derfor droppede de den virtuelle ordning. Og det efterlod en meget mere håndterlig klasse på 8 elever. Man skal derfor ikke tro, at det er nemmere at håndtere en almindelig gymnasieklasse på 30 elever online.

Læs mere på engelsk her.

Redigeret af Mia Fox

Thanks to Reflections of a techie blog for second image.



Video & Audio Comments are proudly powered by Riffly